Mette Weiss fortæller
Kollegaerne
Mette er begyndt i august 2013. I engelskfaggruppen var der med ét stor udskiftning, erfarne lærere forsvandt. Nye ”grønne”, ret forskellige lærere, uden VUC-erfaring, begyndte. Alle havde et fælles projekt – de ville gerne undervise. Mette opdagede, at hun var god til det, og arbejdet er super spændende! Der er et rigtig godt sammenhold, og lærerne drager omsorg for hinanden. De er en flok, der er begyndt samtidig, har fulgt pædagogiske kurser sammen – og var i pædagogikum samtidig. Mette fik en fantastisk mentor, og fortæller, at folk altid er klar til at svare på spørgsmål. Alle deler materiale, og Mette glæder sig over, at hun selv kan bidrage, fordi kolleger gerne bruger materialet.
Arbejdslivet
Er præget af store frihedsgrader, som er en helt særlig styrke ved at arbejde på VUC. Der er ikke et fast pensum, men undervisningen tilrettelægges efter, at kursisterne opnår kompetencer. Så Mette fortæller, at man har mulighed for at prøve ting af. Man tager på ekskursioner og studieture. Man kan være en autoritet samtidig med at være menneske. For relationen mellem lærer og studerende er helt central. Med faste rammer og tydelighed, vurderer Mette, at næsten alle kan komme igennem forløbet.
De studerende
Man skal være forberedt på, at de studerende ikke altid synes, det er et privilegium at gå i skole. Men VUC er jo netop tilrettelagt for unge voksne, der først senere i livet fandt ud af, de vil have en uddannelse. Det generer ”læreren” Mette lidt, og hun fortæller sine studerende, at ”hvis I læser og er velforberedte, så bliver det sjovt, hvis ikke, så bliver det kedeligt”. VUC’s studerende har ikke alle lige stor motivation. Det faglige niveau er stærkt svingende de studerende imellem - der skal undervisningsdifferentieres! De personlige udfordringer for nogle er også meget markante. Andre er meget målrettede og topmotiverede. De kommer med meget forskellige ressourcer – men de udvikler sig utrolig meget bare på ét skoleår.
Udfordringerne
Vi har mange studerende med "ondt i livet". De er ofte optaget af egne problemer, og har dermed svært at bidrage til fællesskabet. Men rigtig mange af dem lærer det undervejs. Så Mette tackler udfordringerne på denne måde: ”Jeg gør en forskel. Jeg ser dem. Jeg prøver at løfte dem. Jeg er altid glad (også selv om jeg ikke er det). Jeg smiler, siger godmorgen, viser interesse. Evaluerer med dem. Inspirerer. Bruger meget humor. Forventer noget af dem. Bruger min stemme og bevæger mig rundt i lokalet”. På den måde sænker de studerende paraderne, efterhånden, og lærer i stedet at håndtere deres egne udfordringer.
Mette Weiss, underviser, HF