VUC kan og vil se mennesket bag den studerende

NYHED
23-06-2023

HF & VUC Klar fejrede studenter og afgangselever ved en festlig translokation på Slagelse teater. Der blev sagt mange kloge og velmenende ord, både fra studenter, lærerrepræsentant og rektor.


Festlig afslutning

Det var en festlig afslutning på uddannelsesforløbet for de mange unge og voksne, der blev fejret i teatersalen i Slagelse. Til lyden af stående klapsalver kom studenter og afgangselever ind i salen. Scenen var pyntet med røde balloner og lyseblå blomster, der matchede de lyseblå bånd på HF-studenternes huer.


Mange uddannelsesretninger

Det var ikke kun HF studenterne der blev fejret i Slagelse i dag. Fejret blev også de studerende, som havde afsluttet en 1-årig uddannelsespakke rettet mod f.eks. sygeplejerskeuddannelsen eller uddannelser som pædagog og lærer. Der var også beviser og blomster til studerende, som havde afsluttet en 10. klasse.


En fantastisk blanding af personligheder

Cathrine Breum, der også har været elevernes repræsentant i bestyrelsen, var blandt dem der holdt tale til studenterne. Hun roste sine medstuderende for at have kæmpet og gennemført. Samtidig kaldte hun dem ”en fantastisk blanding af personligheder”. Cathrine fortalte samtidig sin egen historie, hvor hun var startet på en uddannelse, men droppede ud og blev ung mor. 8 år senere står hun med huen på, og taler til translokationen for hende selv og hendes medstuderende. Både hun og mange af de andre har ikke gået den lige vej, men de har nået at mål, et skridt på vejen videre i livet.

 

Cathrine Breum holder tale. Foto: Jonas D. Madsen


Mennesket bag

Da lærer Jens Kaarsholm kom på talerstolen, var det en meget personlig og rammende tale, han holdt til studenterne. Jens talte også om mangfoldighed og understregede vigtigheden af et af VUC’s specialer, ”at se mennesket bag den studerende. Livet bag lektierne. Det kloge hoved under tørklædet. De ængstelige øjne bag kasketten eller huen, der er trukket godt ned, fordi det måske ikke altid er lige (red.) fristende at skulle i skole.”

Jens Kaarsholm holder tale. Foto: Jonas D. Madsen 

 

HF en rejse ud i kontinuerlig læring
Rektor Hanne Michelsen holdt vanen tro en fin tale til studenterne og afgangseleverne. I forbindelse med sin tale, havde rektor undersøgt hvad Chat GPT skrev om HF uddannelsen, og det var vise ord. Om HF sagde Chat GPT’en nemlig, at HF-studiet er ikke kun en gymnasial uddannelse, men det er en rejse ud i kontinuerlig læring. Hun tilføjede, at det er en rejse, som de burde tage med sig, når de forlader HF & VUC Klar. ”I skal fortsætte rejsen. I skal fortsætte med at lære og dygtiggøre jer. I skal fortsætte med at udvikle jer og skabe gennem hele livet.” sagde hun, som afslutning på året tale til studenterne.

 

Blev klappet ud
Bandet Public Service, der var den musikalske underlægning til arrangementet, spillede den glade sommersang ”Happy”, mens studenter og afgangselever gik på række ud af salen, til klapsalver fra hele salen.

 

Foto: Jonas D. Madsen 

Foto: Jonas D. Madsen 

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.