Tre mediefagsstuderende fra HF & VUC Klar vinder filmpris
Den årlige elevfilmfestival (øst), blev i denne weekend afholdt i Cinemateket i København. Det blev de tre studerende fra VUC Klar, der løb med prisen for bedste C-niveau film.
En overraskelse
For Alexander, Lucas og Kasper fra mediefag C holdet på HF & VUC Klar, var det noget af en overraskelse, da deres lærer kontaktede dem, for at fortælle at de var nomineret til en pris ved årets elevfilmfestival. Prisen gives for den bedste elevfilm i det forgangne år, men da filmen blev lavet i foråret, har de to af de tre unge mænd allerede fået deres studenterhue og er videre i uddannelse.
Filmen
Filmen med titlen ”Fånga” er en 8 min lang ”krimi-skitse”, som leger med krimigenrens klicheer, og følger en afgørende periode for en skræmmende detektiv og en følsom kidnapper. Den svenske titel er i øvrigt også en af de mange krimi klicheer, at der altid er en svensker med.
Filmen blev rost for det høje tekniske niveau og de tre fik stor ros, ikke bare af juryen, men også af de andre deltagere.
Mini Oscaruddeling
Eventet foregår som en mini Oscar prisuddeling, hvor de nominerede sammen med deres lærere først ser de nominerede film. Efterfølgende overrækker jury’en priser for bedste c-niveau film, bedste film, bedste dokumentar, special mention samt en publikums pris.
Og vinderen er …
Det var i sig selv en stor oplevelse for de tre studerende, at blive nomineret, men at vinde gjorde kun oplevelsen ekstra stor. Det var Kasper, der holdt takketalen og i fineste Oscaruddelingsstil, fremhævede han de andre nominerede film, som han synes var rigtig gode. Men, som han sluttede af med at sige ”jeg er selvfølgelig rigtig glad for at vi vandt”.
Fra overrækkelsen af prisen for bedste C-niveau film.
Det var stort for de tre at vinde prisen og som deres lærer fortalte, var de både overraskede, super glade og lidt rundt på gulvet over det. Ud over oplevelsen fik de tre en pokal med hjem, til at minde om den store dag.
De tre prisvindere
Om mediefag på HF
Mediefag C er et af de mange fag, de studerende kan vælge at læse på HF & VUC Klar. Det er et kreativt fag, hvor de studerende arbejder med både den teoretiske del af medieproduktion, som genre forståelse, virkemidler mm. samt den praktisk del, der bl.a. indeholder planlægning og produktion af et produkt, fx en film.