Skolekomediestjerne blev den første student fra HF for ordblinde

NYHED
26-06-2024

Ditte Dehn Jørgensen er årets første student fra HF for ordblinde på HF & VUC Klar. Her har hun fået den ekstra støtte og tid, som hun havde brug for. Men det vigtigste har været muligheden for at udforske hendes passion for drama og skuespil. Dittes engagement i skolekomedien har spillet en stor rolle for hendes fremtidsdrømme.

 

Nervøs, men sej
Dittes sidste eksamen var mundtlig Dansk, hvor hun først var meget nervøs. "Da jeg sad inde i forberedelsesrummet, begyndte jeg lige så stille at ryste," fortæller hun. Men hun overvandt sine nerver og klarede sig fremragende. "Da jeg fik styr på nerverne, så synes jeg faktisk, det gik helt vildt godt. Jeg fik 10," siger hun stolt.


Passion for teater og undervisning
Da Ditte skulle vælge, hvad hun ville efter 9. klasse, var der ikke meget, der fangede hendes interesse. Men da hun hørte om HF for ordblinde, hvor man får ekstra hjælp og et ekstra år, vidste hun, at det var det rette valg. "Jeg har været meget glad for den ekstra hjælp og det ekstra år, vi har fået," siger hun.
Med eksamenen i hus har Ditte store planer for fremtiden. Hun drømmer om at blive dramalærer på gymnasieniveau. For at opnå dette mål skal hun tage to ekstra fag på HF-enkeltfag, og derefter er hun klar til at komme videre på Teater og Performance på Københavns Universitet.


Erfaringer fra skolekomedie
Ditte har været aktiv i skolekomedien, hvilket har givet hende værdifuld erfaring. "Jeg har fået en hel masse erfaringer ud af det, både fra dramalæreren her på skolen og en instruktør fra Sjællands Teater," siger hun. Hun fremhæver også de venskaber, hun har dannet gennem dette arbejde. "Rigtig mange af de venner, jeg har fået på skolen, er igennem skolekomedien," tilføjer hun.


En drøm om skuespil
Udover at blive dramalærer, har Ditte en stor passion for skuespil. "Jeg vil rigtig gerne være skuespiller," siger hun, men erkender, at det er svært at komme ind på skuespillerskolen. Dette mål forbliver dog en vigtig del af hendes fremtidsdrømme.


En opfordring til andre
Afslutningsvis har Ditte en opfordring til andre: "Selvom det er virkelig irriterende at skulle arbejde med ting man har svært ved, og selvom man har nerver på, så skal man bare blive ved. En enkelt dårlig karakter gør ikke så meget. Man skal bare gøre det, så godt man kan."

 

Foto: Jonas D. Madsen

 

Foto: Jonas D. Madsen

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.